58-årig havde før haft besøg af tæskehold
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Lokalmiljøet er stadig i chok efter en 58-årig mand tidligere i dag blev fundet død på sin hjemmeadresse.
Den lille landsby Gunderup, der ligger lidt syd for Aalborg blev i dag ramt af et dødsfald, der af Nordjyllands Politi efterforskes som mord.
Den afdøde er en 58-årig mand for lokalmiljøet, der blev fundet død på sin hjemmeadresse på Oppelstrupvej.
TV2/Nord har været i kontakt med flere borgere fra lokalområdet, men ingen vil udtale sig til citat. Flere af beboerne fortæller, at de for tre-fire år siden så et tæskehold gå uden foran den dræbtes hus, hvor de med køller bankede på ruderne.
Nordjyllands Politi har anholdt en 39-årig mand, der skulle være gået ind på en Shell tankstation i Gunderup med blod på tøjet. Tankstationen ønsker ikke at kommentere på sagen.
Ekstra Bladet har også snakket med beboere i Gunderup, og der er det lidt en anden historie, der kommer frem.
- Han er meget, meget stille og rolig, og han holder sig meget for sig selv. Det kommer som et kæmpe chok, at sådan noget er sket i nabolaget, fortæller en nabo, der ikke ønsker at få sit navn gengivet.
- Jeg er meget overrasket over, hvad der er sket, fortæller en anden nabo, der ikke vil stå frem med navn til avisen.
Den anholdte mand vil i løbet af i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør.