7-9-13 Ingen influenzaepidemier i Nordjylland i år
Foto: Maria Hedegaard / Ritzau Scanpix
Modsat sidste år har der i år været ro på influenzabacillerne i Nordjylland. En del af forklaringen skal findes i, at mange givetvis er immune over for dette års influenzatype, H1N1 – også kendt som svineinfluenza. Men skulle du være så uheldig at blive syg – eller er i nærheden af nogen, som er syg – følger her en række god råd til at tackle influenza.
Ifølge hygiejnesygeplejerske ved Region Nordjylland, Birgitte Pedersen, er der særligt en regel i forhold til influenza, som nærmest ikke kan gentages ofte nok:
-Hvis du er syg, så bliv hjemme!
Men vælger man alligevel at gå på arbejde, så er det vigtigste at tænke over, hvad man rører ved.
-Vælger man at være ”helten,” der går syg på arbejde, så skal man tænke rigtig meget over, hvad man rører ved, siger Birgitte Pedersen.
Hvis du er syg, så bliv hjemme!
Hygiejnesygeplejerske ved Region Nordjylland, Birgitte Pedersen
På fælles arbejdspladser er det derfor en rigtig god idé at rengøre de ting, som flere forskellige personer rører ved i løbet af en dag; for eksempel kaffekander, tastaturer og telefoner.
Samtidig skal man huske ikke at nyse i hænderne, men i stedet nyse i ærmet. Hvis man alligevel nyser i hænderne, skal man med det samme gå ud og vaske hænder. Og så er hyppig brug af håndsprit også altid en god idé.
-Hvis man har influenza og sidder på sin kontorarbejdsplads og hoster og nyser, så er det en rigtig god idé at spritte sine hænder med jævne mellemrum, siger Birgitte Pedersen.
Derudover skal man, så vidt muligt, undgå at røre sit ansigt. Man skal lade være med eksempelvis at klø sig i øjnene, rette på brillerne eller pille ved næsepiercingen, da hænderne så igen kan blive inficeret af bakterier.
Endelig er der alle husrådene – og spørgsmålet om, hvorvidt nogle af dem virker. I denne skribents familie har rådet altid lydt, at hvis man er ved at blive syg, skal man tage et døgn i sengen. Så bliver man frisk igen! Men ifølge Birgitte Pedersen er der næppe hold i de mange husmoderlige råd om, hvordan man undgår en omgang influenza.
-Jeg tror ikke på, at der er nogen af de husråd, der holder. Vi bliver alle sammen ramt forskelligt af influenza, så har man eksempelvis fået det bedre af at drikke te med citron i, så er det tilfældigt, siger hun.
Til syvende og sidst er der dog et råd, som ifølge Birgitte Pedersen er det allervigtigste: Det som artiklen blev indledt med:
Hvis du er syg, så bliv hjemme!
Birgitte Pedersen understreger, at det også gælder børn, som er syge af influenza. Hvis børnene er syge, så hold dem hjemme!
-Når børn kommer syge i daginstitution, så har vi en masse børn, som er tæt sammen i lang tid. Og der vil der være stor smitterisiko. Og hvis personalet så bliver syge, vil endnu flere blive smittet, siger hun.
Influenza i år:
Ifølge Statens Serum Institut har antallet af mænd og kvinder, som i årets første uger har været smittet med influenza, ligget på mellem to og syv procent af befolkningen. Ifølge Birgitte Pedersen skyldes det lave antal smittede, at dette års influenzatype er den såkaldte H1N1-influenza – også kendt som svineinfluenza. Netop den type influenza har mange danskere haft, hvorfor de derfor er immune over for den – ligesom det også er den type influenza, man bliver vaccineret for.