81 millioner til vanskeligt stillede nordjyske kommuner
7 nordjyske kommuner fik i dag penge fra velfærdsministerens særlige pulje for særligt vanskeligt stillede kommuner.
Velfærdsminister Karen Jespersen uddelte i dag 181 millioner kroner til 20 danske kommuner får del i pengene. 7 af dem ligger i Nordjylland og de deler næsten halvdelen af pengene, nemlig 81 millioner kroner.
Topscorer er Vesthimmerlands Kommune med 18 millioner kroner, eller én million mindre end kommunen har søgt om.
- Det er vi meget tilfredse med. Vi har fået en god behandling. Vi har kun budgetteret med 15 millioner indtil videre, så de tre millioner ekstra luner altid i kassen, siger Jens Lauritzen (Venstre), borgmester i Vesthimmerlands Kommune.
Mindst fik Mariagerfjord Kommune med 8 millioner kroner.
- det er da bedre end ingenting og det hjælper da gevaldigt på vores likviditet, siger H.C. Maarup, (Soc.dem.) Borgmester i Mariagerfjord Kommune.
Imellem dem ligger så Hjørring med 12 millioner, Brønderslev med 14 millioner, mens Thisted og Frederikshavn begge fik 10 millioner kroner. Den sidste der fik tilskud er Morsø, der i år får 9 millioner kroner.
En af de kommuner, der ingen penge får er Jammerbugt Kommune.