830 millioner til letbane
En letbane i Aalborg er kommet tættere på, efter at regeringen, SF og Enhedslisten er blevet enige om at afsætte penge på finansloven til projektet.
Der bliver afsat 830 millioner kroner på finansloven til en letbane i Aalborg.
En letbane i Aalborg er kommet noget tættere på at blive en realitet, efter at regeringen sammen med Enhedslisten og SF er blevet enige om at afsætte 830 millioner kroner til en letbane.
Det glæder Enhedslistens Per Clausen, som både sidder i Folketingets transportudvalg og i Aalborg Byråd
- Det er meget tilfredsstillende, at det lykkedes at finde 830 millioner kroner til en letbane i Aalborg ved finanslovsforhandlingerne. Letbanen vil betyde en markant styrkelse af den kollektive trafik i Aalborg til gavn for byens udvikling, miljøet og klimaet, siger Per Clausen.
I september vedtog et næsten enigt byråd, med kun én stemme imod, at etablere en letbane i Aalborg. Det ventes at de samlede anlægsudgifter løber op i knap 1,8 milliarder kroner, altså godt det dobbelte af, hvad staten nu spytter i projektet.
Venstres nordjyske folketingmedlem Preben Bang Henriksen glæder sig også over de afsatte millioner, men håber ikke, at andre trafikale projekter bliver syltet på den konto.
- Det må selvfølgelig hilses med glæde, at Aalborg nu får sin letbane, sådan som alt nu tyder på efter at der er fundet 830 millioner kroner på finansloven. Men det utrolig vigtigt, at denne bevilling ikke kommer til at være et "hold kæft-bolsje" i relation til den 3. limfjordsforbindelse. Det projekt er og bliver vigtigst. Og jeg kunne godt frygte, at det bliver "Hirtshals-motorvejen om igen", det vil sige at vi nu fremover får stukket i hovedet, at vi allerede er blevet trafikalt begunstiget mange år frem, siger Preben Bang Henriksen.