AaB flirter med klubbens tidligere stjerne

AaB erklærer sig interesseret i at hente sidste sæsons store stjerne, Kasper Kusk hjem til Aalborg.

Kasper Kusk var sidste sæson AaB's og Superligaens helt store oplevelse. De fine præstationer kastede udtagelse til landsholdet og en kontrakt med hollandske Twente af sig.

I Twente har Kasper Kusk ikke haft den store succes, og det har knebet meget med spilletid. Det har åbnet muligheden for, at han nu gerne vil prøve noget nyt, og her har AaB nu meldt sig i rækken af interesserede klubber.

- Kasper ville være yderst interessant for os, og vi ville tage imod ham med åbne arme og også strække os langt i bestræbelserne på at få ham tilbage, siger AaB's sportsdirektør Allan Gaarde til TV 2 SPORT.

- Vi respekterer selvfølgelig, at han har en kontrakt i Twente, og at det er dem, som har ham i deres stald nu. Men ser Kasper en mulighed, og har han lyst til at komme hjem, så vil vi gøre, hvad vi kan, fortæller sportsdirektøren.

Endnu har der ikke været kontakt mellem de to klubber, og tidligere har FC København også meldt ud, at de var interesseret i Kasper Kusk. Derfor vil Allan Gaarde heller ikke kommentere på, hvor realistisk handlen er.

- Vi melder bare åbent ud, at vi vil meget gerne have Kasper hjem, men der skal også være en lyst fra en anden part til det. Der skal være en lyst fra Twente til at lade ham gå, og så skal Kasper også selv have lyst til det, siger Allan Gaarde


Seneste nyt

fra Nordjylland