AaB forlænger med Nicolaj Thomsen
Foto: AaB A/S
Nicolaj Thomsen får forlænget sin kontrakt hos AaB.
AaB har forlænget aftalen med U/21-landsholdsspiller Nicolaj Thomsen.
AaB har forlænget med midtbanebanetalentet Nicolaj Thomsen. Han skiftede til AaB fra samarbejdsklubben Skagen I.K. som juniorspiller, og AaB har været yderst tilfredse med hans indsats. Klubben har forlænget hans kontrakt til 31. december 2016.
- Vi er altid glade, når vi forlænger med en af vores egne talenter, og i dette tilfælde er jeg nærmest ultimativ glad, konstaterer AaB-direktør Lynge Jakobsen.
- Nicolaj Thomsen skiftede til AaB for tre år siden uden at stille krav og med en ydmyg indstilling om at ville yde, før han kunne nyde. Og man må i sandhed sige, at Nicolaj har ydet, og det er også set i det lys, at det er en fornøjelse at tilbyde Nicolaj en ny kontrakt, fortsætter han.
Det 19-årige talent glæder sig ligeledes over forlængelsen:
- Jeg er utrolig stolt over at have skrevet under på en ny tre-årig kontrakt med AaB, og jeg har ikke været i tvivl om, at det var det, jeg gerne ville.
- Det er gået stærkt, og jeg har allerede fået mere spilletid, end jeg turde drømme om på nuværende tidspunkt. For mig handler det nu om at bygge på og fortsætte min udvikling, hvilket jeg har optimale muligheder for i AaB, som satser på unge spillere og samtidig er dygtige til at udvikle dem, siger Nicolaj Thomsen.
Nicolaj Thomsen er foreløbig noteret for 25 officielle kampe for Hele Nordjyllands Hold, mens det i U-landsholdssammenhæng er blevet til 12 optrædener for Danmark.