AaB-legende møder Obama
Foto: Tv2nord.dk
Den tidligere AaB-målmand Jimmy Nielsen var onsdag på besøg i Det Hvide Hus, hvor Barack Obama lykønskede ham med det amerikanske mesterskab i sidste sæson.
I sidste sæson vandt Jimmy Nielsen det amerikanske fodboldmesterskab sammen med Sporting Kansas City, og som en pæn lille sidegevinst sikrede det onsdag holdet et besøg hos USA's præsident i Det Hvide Hus.
Barack Obama tog imod MLS-mestrene som anført af Jimmy Nielsen ankom til Washington onsdag morgen. Her blev holdet hædret af præsidenten, som traditionen foreskriver i amerikansk sport.
- Der sker helt sikkert noget i Kansas City, og det var åbenbart disse fyre, der startede det hele. Fodboldsporten bliver ved med at vokse her i USA, og det gør den blandt andet på grund af de dedikerede fans i Kansas City, sagde Obama blandt andet i sin tale.
Sporting Kansas City-spillerne overrakte Barack Obama en af holdets trøjer med præsidentens navn og nummer 44 på ryggen. Obama er USA's 44. præsident.
Jimmy Nielsen, også kendt som 'Den Hvide Puma', var anfører for Sporting Kansas City i sidste sæson. Den tidligere AaB-målmand har nu indstillet sin aktive karriere og er nu træner i klubben Oklahoma City Energy.