AaB med respekt for HB Køge

AaB's cheftræner Kent Nielsen kalder HB Køge en positiv overraskelse i Superligaen.

Ganske vist vandt HB Køge først i sjette spillerunde sæsonens første sejr, men Kent Nielsen peger på, at sjællænderne i hovedparten af deres kampe spillemæssigt har leveret nok til at få point.

- Som træner kigger man på indholdet og nuancerne i de forskellige kampe, og når man har set HB Køge spille, så har det været fornemmelsen, at det blot var et spørgsmål om tid, før der var et resultat, der faldt deres vej, siger han i en pressemeddelelse.

- HB Køge har spillet med udstråling, selvtillid, energi og et spillemæssigt højt pres. Man har taget chancer i sit spil, hvilket har givet både modstanderen og HB Køge mange scoringsmuligheder.

- For vores vedkommende har vi, efter at ærgrelsen har lagt sig efter vores 0-0 kamp i SønderjyskE, fundet glæde i, at vi dominerede kampen og havde chancerne til at vinde. Vi er meget tilfredse med, at vi stadig er ubesejret, og har også en tro på, at vi med en ny stærk præstation kan bevare denne status også efter den kommende weekend, siger Kent Nielsen.

AaB er, sammen med FCK, stadig ubesejret i Superligaen i denne sæson. Unægtelig et noget andet scenarie end i sidste sæson, hvor AaB først reddede sin Superliga-eksistens via en hjælpende Esbjergscoring i 11. time.

HB Køges Thomas Sørensen ser da også frem til en meget vanskelig udfordring:

- De har et rigtig godt kollektiv, hvor der bliver kæmpet hårdt for hinanden. Vi skal virkelig være helt oppe i omdrejninger, hvis vi skal have point ud af den kamp. Udover et fremragende kollektiv, råder de også over en del profiler, der har prøvet en del. Her tænker jeg primært på Jeppe Curth og Thomas Augustinussen. To klassespillere, som vi skal holde godt øje med, siger Thomas Sørensen til HB Køges hjemmeside.


Seneste nyt

fra Nordjylland