AaB og Enevoldsen laver toårig aftale
Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)
Superligaklubben har købt 27-årige Thomas Enevoldsen hjem til Nordjylland fra KV Mechelen.
Rygterne har svirret og fredag eftermiddag er det blevet officielt.
AaB og Thomas Enevoldsen er blevet enige om en toårig aftale, så den 27-årige profil, der i den seneste sæson har spillet for de rød- og hvidstribede på en lejeaftale bliver nu fast inventar i spillertruppen.
Og det glæder sportsdirektør Allan Gaarde at parterne har lavet en aftale.
- Thomas har stor vindermentalitet og ærgerrighed, og det glæder os meget, at vi har fået en aftale på plads, fastslår Allan Gaarde.
- Da Thomas Enevoldsen for et år siden vendte tilbage til AaB, var vi bevidste om, at det ville kræve tid, før han efter en langvarig fodskade nåede topformen igen.
- Egentlig kom Thomas hurtigere i gang på banen end forventet, og efterfølgende viste han både holdbarhed og den kvalitet, der gør ham til en kampafgørende profil på vores hold, siger Allan Gaarde videre.
For Thomas Enevoldsen betyder aftalen med AaB en afklaring på fremtiden og at vende tilbage til barndomsklubben på en fast kontrakt, glæder ham.
- Det er dejligt at have fået styr på fremtiden, og jeg har hele tiden været i en positiv dialog med AaB, som jo har været en del af mit liv, siden jeg var lilleput.
- Jeg havde et stort efterslæb inden sidste sæson, som jeg dog alligevel synes, blev godkendt for både holdets og mit vedkommende. Jeg fik lavet nogle afgørende ting, men havde udsving med et for lavt bundniveau, og det har jeg fokus på at forbedre inden den nye sæson.
- Generelt mener jeg, truppen ser spændende ud, og med input fra en ny cheftræner (Lars Søndergaard, red.) bliver det også spændende at komme i gang igen.