Den sidste træning inden kampen mod Villareal foregik både med hue og handsker. Vejrudsigten for i morgen siger at kampen mod Villa Real skal spilles i få graders varme, og det er AaBerne glade for.
- Vi ved jo godt at spanierne har en anden mentalitet. De vil helst spille i 20 graders varme, men det kommer de jo ikke til heroppe. Så det kan godt blive en ulempe for dem, siger Kasper Bøgelund.
Målmand Karim Zaza supplerer:
- På den anden side kan det jo godt være at de løber enden ud af bukserne for at holde varmen, men jeg håber da på at kulden bliver til vores fordel.
I den første kamp mod Villareal i Spanien tabte AaB 6-3. Denne gang satser nordjyderne på at holde knap så meget åben hus i forsvaret.
- Vi vil gerne lukke lidt mere af for dem. Seks mål er meget at lukke ind i en kamp, og så bliver det meget svært at vinde en kamp. Men man kan også sige at vi scorede tre mål i Spanien, og hvis vi gør det igen så tror jeg vi vinder, siger en selvsikker Kasper Risgaard.