AaB tæt på Champions League

FBK Kaunas sendte overraskende Glasgow Rangers ud af Champions League og venter nu på AaB, hvis nordjyderne som forventet går videre.

AaB mod FBK Kaunas
AaB bør sende en tak til Litauen. I hvert fald sendte de litauiske mestre, FBK Kaunas, tirsdag aften Glasgow Rangers ud af Champions League og sparede derfor de danske mestre for et møde med de skotske favoritter. Den tidligere Hearts-spiller Linas Pilibaitis fuldendte tre minutter før tid overraskelsen, da han scorede til 2-1 for Kaunas.

Skotterne var tæt på
Skotterne havde kun 0-0 med fra den første kamp på hjemmebane og var kampen igennem under pres af et velorganiseret litauisk mesterhold.
Alligevel kunne Rangers tage et stort skridt mod næste runde, da Kevin Thomson scorede efter en halv time på godt forarbejde af Nacho Novo. Kaunas fandt dog sig selv igen og holdt spændingen i live ved at udligne til 1-1 kort før pausen, inden triumfen blev fuldendt kort før tid.

Champions League i Aalborg i næste uge
Hvis AaB undgår en historisk fadæse i Bosnien onsdag aften, spilles det første opgør mod Kaunas i Aalborg enten den 12. eller 13. august, mens returkampen afvikles i Litauen 14 dage senere.
Vinderen af de to opgør går direkte i gruppespillet i Champions League.


Seneste nyt

fra Nordjylland