AaB til tops i 2. division
Nyoprykkerne fra AaB spillede sig i top i 2. division i fodbold med en 4-0 sejr på udebane over Varde. Jetsmark fik uafgjort og Hobro måtte droppe at spille færdig på grund af skybrud.
Superligareserverne fra AaB viste stor skarphed i lørdagens udekamp i Varde. Efter en nulløsning i 1. halvleg skød Ronnie Schwartz AaB foran efter 59 minutters spil.
I de sidste 10 minutter af kampen afgjorde AaB det hele. Simon Bræmer scorede to gange og Suni Olsen en enkelt til slutresultatet 4-0.
I Jetsmark måtte hjemmeholdet med oprykkerambitionerne nøjes med 2-2 mod Holstebro. Anders Sørensen sikrede Jetsmark det ene point med udligning til 2-2 seks minutter før tid.
Thomas Buus bragte Jetsmark foran med 1-0 i 1. halvlegs sidste minut.
I Vanløse gik der vand i kampen. Her fik Hobro og Vanløse kun et kvarter på banen. Et massivt skybrud gjorde det umuligt at spille fodbold.
De sidste to nordjyske hold i 2. division Thisted og FC Hjørring mødes i dag.