AaB-træner: Det bliver svært at slå Herning

I morgen spiller AaB Ishockey første finalekamp ude mod Herning. En kamp nordjyderne selv tror, bliver svær at vinde

Glæden var stor fredag aften, da AaB vandt 3-1 over SønderjyskE og dermed sikrede sig en plads i finalen, hvor de møder Herning Bluefox.

- Det er utroligt stort. Det var det vi kæmpede for, og nu er vi her, siger direktør Ole Nielsen.

Søndag var AaB-spillerne igen på is - denne gang uden tilskuere. Holdet træner en sidste gang inden finale-kampen mod Herning

- Det ser godt ud i truppen. Der er lidt småskader, men ellers ser det godt ud. Det er faktisk kun Brian Greer, som er et spørgsmålstegn, siger træner Heinz Ehlers, træner i AaB

Herning Bluefox er mastodonten i dansk ishockey med adskillige guldmedaljer i bagagen. Holdet endte som nummer 1 i dette års grundspil og mange har allerede udråbt uldjyderne som favoritter

- Det bliver svært, vi skal have fuld fart på. Især de første ti minutter bliver svære, men hvis vi bare kan være med dér, så tror jeg alt kan ske, siger spiller Jens Nielsen til TV2/NORD.

Også træneren, mener det kan blive vanskeligt at vinde på Hernings hjemmebane.

- Der er ingen tvivl om at det bliver svært. Men nu ser vi video, og så skal vi finde en måde at slå dem på, siger Heinz Ehlers.

Reservemålmand Christian Vestergaard, der har stået på mål for AaB i alle semifinalekampene, regnes også med at skulle vogte målet i den første finalekamp mandag aften.

Kampen kan ses på Zulu klokken 19.25.


Seneste nyt

fra Nordjylland