AaB-træner: - Hobro har bevist, de holder i længden
Foto: TV2/Nord
Der er nordjysk lokalopgør i Superligaen mandag aften, og AaB's træner Kent Nielsen forventer en svær kamp mod Hobro.
Der bliver muligvis sat tilskuerrekord på Hobro Stadion, når Superliga-oprykkerne tager imod de forsvarende mestre fra AaB. Selvom AaB ligger over Hobro i tabellen, forventer holdets træner Kent Nielsen bestemt ikke nogen nem kamp.
- Vi glæder os og forventer en meget intens kamp, som da vi mødtes i Aalborg i oktober. Herudover er det to formstærke hold, der står over for hinanden, og Hobro har bevist, at de også holder i længden, siger Kent Nielsen til AaB's hjemmeside.
Det endte 1-1, da holdene mødtes på Aalborg Stadion i oktober, og selvom AaB har åbnet foråret med tre sejre i Superligaen, er klubben klar over, at mandagens kamp kan blive svær.
- Der vil givetvis være meget nerve og mange nærkampe i opgøret, hvor vi skal være bevægelige og dygtige med bolden. Hobro er sædvanligvis svære at skabe chancer imod, og ligeledes har de deres styrker i standardsituationer og i omstillingsspillet, siger Kent Nielsen.
AaB må i mandagens kamp undvære firkløveret Rasmus Würtz, Andreas Bruhn, Jakob Ahlmann og Donny Gorter, som er ramt af skader. Angriberen Lukas Spalvis er ved at være klar til comeback, men han er ikke blevet udtaget til kampen mod Hobro.
Mandagens nordjyske lokalopgør sparkes i gang klokken 19.00.