AaB-træner: - Vi er ikke naive

AaB forventer ikke nogen nem kamp torsdag aften, selvom man besejrede pokalmodstanderen Esbjerg så sent som i mandags.

AaB møder torsdag aften Esbjerg fB i pokalturneringens kvartfinale. Nordjyderne er forsvarende pokalmestre og slog i mandags Esbjerg med 3-1 i Superligaen, men det får ikke AaB til at forvente en nem kamp.

- Vi spillede en stærk kamp i mandags, men vi er ikke så naive at tro, at der ikke venter os en ekstrem vanskelig udfordring, sagde AaB-træner Kent Nielsen onsdag til aabsport.dk.

AaB har fået forsvarsspilleren Rasmus Thelander tilbage fra karantæne, og han ventes at gå ind i startopstillingen torsdag aften.

Patrick Kristensen er syg, mens Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Jakob Ahlmann, Donny Gorter og Lukas Spalvis er på skadeslisten.

Kampen begynder klokken 20.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland