AaB utilfreds med at karantæne er ophævet
AaB Håndbold vil klage over, at Dansk Håndbold Forbund ophævede KIF Kolding-profilen Bo Spellerbergs karantæne få timer inden de to klubbers afgørende slutspilskamp.
Time for time bliver der lagt nye lag på farcen omkring Bo Spellerbergs to dage lange karantæne. Få timer inden lørdagens møde mellem Spellerbergs klub KIF Kolding og AaB, ophævede Dansk Håndbold Forbund (DHF) således karantænen, som han blev idømt for at have kaldt dommerne for idioter efter sidste weekends slutspilskamp mod GOG Svendborg TGI, og nu oplyser AaB så, at klubben vil protestere over afgørelsen.
- Vi har tænkt os at protestere over det. Vi sidder her to timer før kampen midt i et kæmpe sponsorarrangement, så vi kan ikke gøre noget nu, men inden for 24 timer kan vi nedlægge protest, og det har vi absolut i sinde at gøre, siger sportsdirektør Jan Larsen til TV2 Sport.
- Vi er selvfølgelig chokerede og lamslåede. Vi var jo af den opfattelse, at Dansk Håndbold Forbund var sat i verden for at sikre, at der er en fair og sportslig afvikling af kampene i den danske liga, siger han.
Bo Spellerberg afsonede den første karantænedag i onsdagens kamp mod Viborg HK.
Siden han blev idømt karantænen, har han kommunikeret med DHF via et åbent brev på Koldings hjemmeside, ligesom disciplinærudvalgets formand, Signe Justesen, har svaret igen gennem en pressemeddelelse. Fredag valgte KIF Koldings direktør Jens Boesen at indgive en formel klage over forløbet til DHF, som DHF altså imødekom, hvorefter AaB nu er parat til at indgive en klage.
/ritzau/