AaB vil gentage præstation
Foto: tv2nord.dk (Arkiv)
AaB håber som minimum at gentage indsatsen fra onsdagens opgør mod OB, når Esbjerg i morgen besøger Nordjyske Arena.
Onsdag aften leverede AaB en glimrende præstation og lignede indtil 93. minut en fortjent vinder af duellen mod fynboerne, som udlignede på kampens sidste spark.
Trods skuffelsen tager AaB adskillige positive ting med fra dysten mod OB.
- Vores spil havde i størstedelen af opgøret mod OB meget høj kvalitet, og vi var gode til at skabe både plads og chancer, konstaterer AaB's cheftræner Kent Nielsen.
Og der er flere ting at tage med til weekendens kamp mod Esbjerg.
- Bevægeligheden og vores kvikke boldomgang skal vi også forsøge at etablere mod Esbjerg, som i forårets første runde leverede en meget overbevisende indsats i sejren over AGF.
De 18 spillere der er udtaget til lørdagens kamp er:
1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Kenneth Emil Petersen, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 10 Jeppe Curth, 11 Nicklas Helenius, 14 Mathias Wichmann, 17 Kasper Kusk, 19 Søren Frederiksen, 20 Henrik Dalsgaard, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 28 Hallur Hansson, 29 Rolf Toft, 31 Jakob Blåbjerg og 32 Kasper Pedersen.
Skadeslisten omfatter Lasse Nielsen, Anders Due og Rasmus Thelander.