AaB vil tilbage på sporet
Foto: Allan Storkborg
Kjetil Wæhler og resten af AaB-forsvaret kommer til at spille en hoverolle i kampen mod FCK.
Efter syv kampe uden nederlag blev det i sidste weekend til sæsonens første nederlag for AaB efter en skidt indsats mod FC Nordsjælland. AaB'erne vil derfor bruge kampen mod FCK i Parken søndag til komme tilbage på sporet.
AaB indtager stadig andenpladsen i Superligaen, og cheftræner Kent Nielsen har op til FCK-kampen fokus på at forbedre indsatsen i forhold til den seneste kamp.
- Vi er bevidste om, at vi skal toppræstere for at få et resultat i Parken, hvilket naturligvis er vores mission. Vi er klar over, at der venter os en stor udfordring mod de forsvarende mestre, som samtidig er denne sæsons mest formstærke hold. FCK er et helt andet hold nu end i sidste sæson, siger Kent Nielsen.
Hos AaB skal forsvaret ramme dagen.
- Uanset konstellationen så råder FCK over tre af Danmarks skarpeste angribere, så særligt vigtigt er det, at vores midterforsvar på søndag rammer topniveauet. Nederlaget mod FC Nordsjælland har ikke rokket ved vores tro på egne evner, og det er vores hensigt at skabe en intens kamp med masser af nerve og energi, siger Kent Nielsen, der først efter lørdagens træning udtager den endelige trup.