Aalborg DH overtages af nyt selskab

1. august overtager et nyt selskab den nordjyske håndboldklub, som i flere sæsoner har kæmpet med røde tal på bundlinien.

Aalborg DH starter på en frisk. Fra 1. august skal et nyt selskab stå for driften af elitehåndboldklubben.

- Der er ikke nogen aktionærer, der ønsker at komme penge i et gammelt selskab med en gammel historik. Nu skaber vi et helt nyt Aalborg DH, og vi begynder helt fra nul, siger klubbens direktør, Lars Steffensen.

Det er røde tal gennem mange sæsoner, der får Aalborg DH til at starte forfra, og det var den eneste mulighed, hvis klubben skulle fortsætte som topklub.

Gælden parkeres i det gamle selskab og havner hos hovedaktionær Bjarne Brath.

Det nye selskab satser på at starte med en egenkapital på 4 millioner kroner. Man mangler dog stadig 1,5 millioner for at nå det mål, så klubben kan indgå nye kontrakter.

Projektet har været undervejs i flere måneder og får opbakning fra Dansk Håndbold Forbund.

- Det ser meget fornuftigt ud, og der er ingen tvivl om, at det er noget, der vil gavne Aalborg DH i fremtiden, så klubben også økonomisk kan køre videre. Ikke mindst set i lyset af, at spillerne har den klub, de brænder for at spille for, siger Hanne Bro Jørgensen, økonomichef i Dansk Håndbold Forbund.


Seneste nyt

fra Nordjylland