Aalborg får flere grønne byrum
Foto: TV2 Nord
Budolfi Plads er et af fire nye byrum, som skal pirre borgernes nysgerrighed, og sætte tankerne i gang om det potentiale, hvert enkelt byrum rummer.
Tendensen med mere byliv og events i og omkring Aalborgs grønne åndehuller fortsætter. Fire nye projekter er på vej.
Aalborg forandrer sig med hastige skridt i disse år. Ingen steder er dette mere tydeligt end i Aalborg Midtby, hvor byggekraner dominerer byens skyline og nye byrum, grønne åndehuller og spændende ny arkitektur er skudt op - bl.a. langs Havnefronten, på Godsbanearealet, i Karolinelund og mange andre steder.
De nye byrum og grønne åndehuller rummer mange anvendelsesmuligheder og fungerer som en katalysator for bylivet. Det syder og bobler af aktivitet, og stadig flere events finder vej til byens rum.
Og det stopper ikke her. I de næste år vil Aalborg Midtby fortsat være præget af stor byggeaktivitet ikke mindst i forbindelse med etableringen af Letbanen - det største anlægsprojekt i byen i nyere tid m.v. samt omdannelsen af Budolfi Plads og de omkringliggende byrum.
Arkitektoniske nålestik varsler forandring
Som en forsmag etablerer Aalborg Kommune midlertidigt fire grønne opholdssteder i fire forskellige byrum i Aalborg Midtby, som alle står over for en forandring i de kommende år.
Installationerne er tegnet af Landskabsarkitekterne SLA og udføres af Aalborg Kommunes Entreprenørenhed, og de er tænkt som grønne arkitektoniske nålestik, der skal bidrage til at pirre borgernes nysgerrighed, og sætte tankerne i gang om det potentiale, hvert enkelt byrum rummer.
De fire udvalgte byrum er:
- Budolfi Plads - som i de kommende år omdannes fra parkeringsplads til et frodigt grønt og mangfoldigt byrum.
- Parkeringspladsen Øst for Budolfi Kirke - som nedlægges i forbindelse med den planlagte forlængelse af Algade som gågade og omdannes til en grøn oase i den indre by.
- Nytorv - som ligger, hvor byen møder havnefronten, og hvor den kommende letbane møder en fremtidig cykelpendlerrute.
- Sankt Hans Gade - som er en del af Nørregadepassagen mellem havnefronten og gågaden, og som i de senere år har fået en central placering midt i Aalborgs kulturelle og urbane minefelt mellem biblioteket, Musikkens Hus, Nordkraft og Karolinelund m.fl.
- Vi udfører et eksperiment, hvor vi vover pelsen og etablerer prototyper på nye grønne byrum i størrelsesforholdet 1:1 på steder i byen, hvor vi endnu ikke er færdige med at diskutere den endelige udformning med borgerne. På den måde forsøger vi at skubbe debatten om indretningen af vores by ud, hvor det sker - i byens rum, siger Rådmand for By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen.
- Ved at teste nyindretninger i byens rum 1:1, inden vi har fastlagt os på et endeligt design, har vi samtidigt mulighed for at finde ud af, hvordan nyindretningen af de enkelte steder fungerer i praksis. Det er værdifulde erfaringer, vi kan høste og tage med i den videre debat- og designproces. På den måde kan vi forebygge fejl i det endelige design, som ville være dyre at rette op på når det endelige design er implementeret. Vi håber borgerne vil tage godt imod eksperimentet, slutter rådmanden.
Installationerne etableres i løbet af august måned og forventes at stå foreløbig frem til d. 31. januar 2016.