Aalborg får million-støtte til udsatte børn
Foto: arkivfoto
En ny projektmedarbejder skal hjælpe udsatte børn i Aalborg Øst.
Aalborg Kommune får 1,3 millioner kroner fra socialministeriet til at hjælpe udsatte børn.
Pengene er øremærket ansættelsen af en projektmedarbejder, der skal arbejde med udsatte børn i Aalborg Øst.
- Jeg tror, at en projektmedarbejder, der kan støtte udsatte familier, kan give områdets børn og unge langt bedre forudsætninger for at trives i dagligdagen og klare sig godt både i skolen og senere i livet, siger socialminister Benedikte Kiær (Kons.).
Den nye projektmedarbejder skal med base i aktivitetshuset Globen arbejde opsøgende i forhold til områdets familier. Formålet er at styrke børns og unges opvækstvilkår blandt andet ved at give børnefamilier støtte til forældrerollen.
Projektmedarbejderen skal have særligt fokus på børn og unge, der har forældre med misbrugsproblemer eller psykiske sygdomme. Samtidig skal projektmedarbejderen fungere som brobygger til forenings- og fritidslivet i Aalborg Øst.