Aalborg Freja med løfter for fremtiden
Lørdag afholdt Aalborg Freja den traditionsrige standerhejsning - for 96. gang. Ikke mindre end 150 seniorspillere var mødt op, for at lufte deres træningstøj første gang i år.
Standerhejsning
Til Standerhejsningen sagde Forretningsfører Jan Pedersen bl.a.:
- På en dag som denne, skal vi ikke se tilbage men fremad. Alle ved, at der skal ydes en indsats på alle felter, inden vi om mange måneder kan læne os tilbage og sige det var den sæson - den var god.
Nyt klubhus m.m.
De fysiske rammer er nu på skinner. Et dejligt klubhus, en rimelig vinterbane, nye spillerbokse og stadionur på opvisningsbanen.
Og som det sidste skud på stammen, har vi her i vinterperioden fået indrettet minifodboldbane på den ene tennisbane.
Nye spillere
Standerhejsningen var imødeset med spænding, med baggrund i herreseniorernes oprykning til Kvalrækken og kvindernes topplacering i 1. division.
Det viste sig, at adskillige nye spillere, havde fundet vej til Vestre Fjordvej.
10 nye kvindelige spillere og 6 nye herreseniorer, har meldt sig under fanerne i Aalborg Freja.
Danmarksserien kalder
Om det sportslige sagde han endvidere:
- På herresiden bliver det spændende med den nye ombrydning som betyder, at der skal gøres en ekstra indsats for at ikke at vende tilbage til Jyllandsserien men absolut også en mulighed for at rykke op i danmarksserien.
Elitedivisionen kalder
For damernes vedkommende er der nye mål forude. En topplacering i 1. division forpligter og lægger ekstra pres på jer spillere for komme helt til tops og rykke op i Elitedivisionen. Det vil være fantastisk hvis det lykkedes.
I ønskes alle en god sæson.
Flaget hejst
Derefter blev flaget hejst af årets seniorspiller Niels Hammer og årets seniorleder Kaj Jørgensen
Efter et rungende Freja hurra, blev spillerne sendt ud til en omgang træning.
Dagen sluttede med den traditionelle omgang suppe i cafeteriet.