Aalborg Håndbold forlænger med egne spillere

Aalborg Håndbold har forlænget aftalerne med to af klubbens egne spillere.

Det drejer sig om den 19-årige højre fløj, Christian Jensen, og den 22-årige højre back Martin Larsen.

Cheftræner Jesper Jensen kalder Christian Jensen et af ligaens største talenter på højre fløj.

- Som U18-spiller gav han allerede i sidste sæson prøver på sine evner på liga-holdet, og i denne sæson har han holdt et meget højt niveau i både i ligaen og i Champions League, siger cheftræneren.

Også Martin Larsens spil har cheftræneren været yderst tilfreds med.

- Martin Larsen har vist forrygende spil efter sit comeback, og er en spiller med et stort potentiale på højre backen. Han har både stor skudstyrke, hurtighed og et godt blik for spillet, siger Jesper Jensen.

Han glæder sig over, at både Christian Jensen og Martin Larsen er to af klubbens egne spillere.

Den nye aftale med Christian Jensen gælder frem til sommeren 2018, mens aftalen med Martin Larsen løber til sommeren 2017.


Seneste nyt

fra Nordjylland