Aalborg indtaget af jægersoldater
Foto: Michael Kragmann
Jægerkorpsets 50 års jubilæum.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe kunne lørdag formiddag sammen med tusindvis af tilskuere opleve halsbrækkende aktioner i Aalborgs midtby i anledning af Jægerkorpsets 50 års jubilæum. Se billederne.
Jægerkorpset viste lørdag, hvilket stof de er gjort af - både til lands, til vands og i luften. I halvanden time havde jægersoldaterne flyttet træningen til Aalborg Havn i anledningen af Jægerkorpsets 50 års jubilæum.
Tusindvis af tilskuere var mødt op, og de kunne overvære en opvisning af korpsets mange facetter - blandt andet indsættelse med faldskærm fra stor og lav højde, fastroping fra helikoptere samt drop fra både i høj hastighed.
Og selv om det ganske vist var et fiktivt gidseldrama, der udspillede sig på havnen, så var øvelserne meget lig korpsets normale opgaver.
Også en helt særlig gæst overværede opvisningen, nemlig Hendes Majestæt Dronning Margrethe.
- Det er dejligt at kunne dele det her med tilskuerne. Men vi gør selvfølgelig også det her for at gøre opmærksom på, at Jægerkorpset eksisterer, og at vi gerne vil bruges. Vi er en specialenhed, som består af særligt udvalgte soldater, som har gået igennem ild og vand, for at komme til, hvor vi er nu. Vi kan gøre en forskel, fordi vi er så godt trænede, siger Frits Møller Sørensen, Seniorsergent i Jægerkorpset.
At jubilæet bliver holdt her i Aalborg, har sin helt enkle forklaring: Jægerkorset har, siden det blev oprettet i 1961, hørt hjemme i Aalborg. I dag er der 148 ansatte i enheden på Flyvestation Aalborg. Jægerkorpset bliver brugt i specialoperationer - senest blandt andet i både Irak og Afghanistan.