Aalborg Kommune vil ind i kampen mod rygning
Alt for mange børn og unge begynder at ryge i skolealderen - nu skal erfaringer fra Norge og Sverige prøves af i Aalborg for at stoppe røgen.
Sammen med Kræftens Bekæmpelse går Aalborg Kommune og 5 til 10 andre kommuner nu ind i kampen mod rygning blandt unge. Aalborg Kommune skal være med i et modelprojekt baseret på erfaringer fra Norge og Sverige, hvor betydeligt færre unge ryger end i Danmark. I Danmark ryger op mod 10 procent af de 15-årige til dagligt, og henholdsvis 22 procent og 26 procent af drengene og pigerne ryger lejlighedsvist.
- Undersøgelser viser, at indsatser, som alene foregår i skolen, ikke får unge til at holde sig fra cigaretter, men at det kræver et samarbejde mellem flere aktører i de unges verden, understreger Louise Wohllebe fra Kræftens Bekæmpelse.
Også forældrene skal inddrages i projektet. Der vil være information til dem, og der bliver lagt op til, at unge og voksne indgår kontrakter om ikke at ryge. Med kontrakten bliver de unge medlem af en røgfri klub, der giver dem mulighed for at deltage i sociale arrangementer, sports- og fritidsaktiviteter, og som giver rabat i nogle butikker.
Det forventes, at der min. vil være 500 elever, som vil være med i "Projekt X-IT" i første omgang.
Indsatsen organiseres og planlægges i løbet af det kommende skoleår, og herefter går samarbejdsprojektet i gang august 2009.