Aalborg Lufthavn mod millionen
Det går som bekendt op og ned i luftfart, og lige nu går det op i ekspresfart for Aalborg Lufthavn.
Stigning på 25%
- Vi regner med en stigning i passagertallet på ca. 25 pct. i 2007, og vi kommer tæt på en million passagerer. Prognosen siger ca. 975.000, så millionen når vi først i 2008, oplyser lufthavnsdirektør William Bluhme.
Vækst
Væksten i passagertallet skyldes den økonomiske vækst og lufthavnens målrettede arbejde for at tiltrække lavprisruter og charterdestinationer til Aalborg.
Styrtdykkede efter nine-eleven
I 1999 fløj 732.306 til og fra Aalborg Lufthavn, men så gik det ned ad bakke, især efter terroristangrebet i New York 11. september 2001. Passagertallet styrtdykkede overalt i verden i de kommende år. Først i 2006 fik Aalborg Lufthavn et passagertal, der var højere end i 1999 - nemlig 788.338.
Sterling til Aalborg
I september 2006 kom lavprisselskabet Sterling til Aalborg med to udenrigsruter og gik ligeledes ind på Aalborg-København ruten.
Priserne presses
Det pressede priserne ned og åbnede et nyt marked. Passagererne strømmer til, og ruten har cementeret sin position som Danmarks største indenrigsruter med 21-22 rundture på hverdage.
Charterferie
Siden 1999 er Aalborg Lufthavn også blevet nordjydernes genvej til charterferie. Antallet af feriemål og charterafgange er steget støt især om sommeren. Men netop nu er udbuddet af vinter-charterrejser til Kanarieøerne øget fra tre til fem afgange om ugen, og dertil kommer et par afgange til Thailand efter nytår.