Aalborg Pirates fyrer kaptajnen

Aalborg Pirates har ophævet samarbejdet med klubbens canadiske kaptajn David Brine med øjeblikkelig virkning.

Der vil ikke være nogen kaptajn på skibet, når Aalborg Pirates fredag aften møder Esbjerg Energy på udebane i Metal Ligaen. Piraterne har fredag valgt at ophæve samarbejdet med klubbens kaptajn David Brine med øjeblikkelig virkning.

- Vi har været meget tilfredse med David på det personlige plan, og han har gjort det godt som vores kaptajn. Han er en eksemplarisk person, men desværre har han ikke levet op til de sportslige forventninger, siger salgs- og sportsdirektør i Aalborg Pirates, Frederik Åkesson.

29-årige Brine kom til Pirates før denne sæson. Den canadiske center producerede syv point i otte kampe, men det var ikke nok for Aalborg-klubben.

- Vi har brug for en spiller, der kan lave en masse point. Vi har overvejet situationen meget grundigt, og vi føler, at det er den rigtige beslutning, siger Pirates-træner Paul Thompson.

David Brine har tidligere i karrieren spillet ni kampe i verdens bedste ishockeyliga, NHL. Det var holdkammeraterne i Pirates, der udpegede ham til holdkaptajn.


Seneste nyt

fra Nordjylland