Aalborg-politikere: Partier bør gå sammen om plakatoprydning

Fredag morgen bør alle valgplakater være taget ned - men det glemmer politikerne ofte. Aalborg Kommune foreslår derfor en helt ny måde at indsamle plakaterne på.

De forskellige partier er i gang med sidste oprydningsrunde i denne valgkamp. Når næste valgslag skal stå, får partisoldaterne muligvis til opgave også at fjerne fotografier af andre end deres egne kaptajner.

I Aalborg Kommune foreslår både Venstre og Socialdemokratiet, at partierne får ansvaret for et bestemt område, og så skal de tage alle plakaterne ned.

quote Jeg synes faktisk, vi skal se, om vi ikke kan opdele kommunen og eksempelvis sige, at Socialdemokratiet tager vest-delen af kommunen, Venstre tager øst-delen, og De Radikale, Enhedslisten og SF tager den sydlige del, sådan at vi fordeler det mellem partierne.

Mads Duedahl, Sundheds- og Kulturrådmand, Aalborg Kommune, Venstre

- Jeg synes faktisk, vi skal se, om vi ikke kan opdele kommunen og eksempelvis sige, at Socialdemokratiet tager vest-delen af kommunen, Venstre tager øst-delen, og De Radikale, Enhedslisten og SF tager den sydlige del, sådan at vi fordeler det mellem partierne, så kan vi langt hurtigere få alle plakaterne ned, siger Mads Duedahl (Venstre), der er Sundheds- og Kulturrådmand i Aalborg Kommune.

På den måde slipper de enkelte partier for at skulle ud til alle afkroge af kommune efter forholdsvis få plakater.

- Vi er meget begejstrede for, at når der er valg, så kan vi gøre opmærksom på os selv ved at hænge plakater op, men jeg ved også, at rigtig mange borgere er glade for, at de kommer væk igen, og det er altså vores ansvar, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (Socialdemokratiet). 

Skal klatre over andre plakater

Udover en mere effektiv indsats, spår politikerne, at det også bliver en mere sikker indsats. 

- Nogle gange, når vi skal tage plakater ned, må vi også konstatere, at vi allerøverst i lygtepælen og skal klatre over fem-seks andre plakater, så der er faktisk rigtig mange udfordringer med at tage plakaterne ned, siger Mads Duedahl.

Ude på valgslagmarken, hvor de menige partikæmpere arbejder på højtryk med at tage plakater ned, er også de med på en oprydningsalliance.

- Det vil jeg ikke have noget imod, det kunne være ligeså nemt bare at tage det hele på en gang, siger Lasse B. Sørensen fra Venstres Ungdom i Aalborg. 

I første omgange handler det dog om at få alle plakaterne ned inden torsdag klokken 23:59. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland