Aalborg-racerkører i Aston Martin
Foto: Pressefoto
Det er en Aston Martin Vantage GT4 som denne, at Kim Holmgaard denne sæson skal køre en række internationale langdistanceløb
Sidste år fik Kim Holmgaard debut ved de store internationale langdistanceløb. Nu er den aalborgensiske racerkører klar til en ny sæson - i ny bil.
- Jeg skal køre en Aston Martin på både Spa-Francorchamps i Belgien og Silverstone i England, og det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Kim Holmgaard i en pressemeddelelse.
- Selv om jeg endnu ikke har kørt i bilen, så kender jeg den fra sidste års 24-timers løb i England, hvor jeg selv var med, og hvor bilen vandt sin klasse og sluttede på andenpladsen generelt.
Den bil, som Kim Holmgaard sammen med et par racerkolleger skal køre, er en Aston Martin Vantage GT4. Det er en bil, der er færdigbygget til racerbrug fra Aston Martin-fabrikken, og det er en hurtig sag. Bilens 4,7 liters store V8-motor yder 420 hestekræfter, og selv om bilen vejer godt 1.350 kg, så er den i stand til at accelerere fra 0 til 100 km/t på 4,5 sekunder og nå en topfart på godt 290 km/t.
- De præstationer får vi så sandelig også brug for med de løb, vi skal køre, for de udenlandske baner har nogle enorme langsider, fortæller Kim Holmgaard.
Bag Kim Holmgaards deltagelse står Perfection Racing Europe - det team, han tidligere har kørt for i Advan Cuppen.