Aalborg rykker klubscenen i Danmark
Foto: MB Events
Så er de nominerede til Danish DeeJay Awards fundet, og Aalborg og omegn er igen flot repræsenteret ved årets største danske prisuddeling for musik.
I Aalborg går en af klubmusikkens små hemmeligheder rundt, nemlig René Kristensen aka Noir. Han er ikke den mest højtråbende hitmager, men formår gang på gang at begejstre alverdens top-DeeJays og publikum med sine house-tracks.
- Han er en fabelagtig DeeJay med en tæt booket spillekalender i ind- og udland, og derfor er det også fuldt fortjent at Noir sætter sig på 3 nomineringer til DDJA - nemlig 'Årets Danske Upfront-DeeJay', 'Årets Danske Upfront-Udgivelse' og 'Årets Danske Producer', fortæller MB Events, der står bag Danish DeeJay Awards i en pressemeddelelse.
Det er ikke første gang at Noir er nomineret - men indtil videre er det endnu ikke blevet til statuetter.
René har gennem mange år holdt house-fanen højt i det nordjyske, og med sine mange klubaftener på Vesterå 4 har han sat sit præg på musiklivet i byen.
Vesterå 4 er også i 2007 med blandt de 5 klubber der har chancen for at hive titlen som 'Årets Danske Klub' hjem.
Danish DeeJay Awards afholdes i Tappehallerne i Hellerup påskesøndag d. 23. marts 2008 med optræden af blandt andre Jokeren, Ida Corr, Burhan G og mange andre.