Aalborg vil ikke følge LG i konkurssag

Aalborg Kommune skal betale et tocifret millionkrav i form af løn, pension og feriepenge til tidligere Kærkommen-medarbejdere, siger kurator. Rådmand afviser at betale.

Lønmodtagernes Garantifond (LG) har afgjort, at lønkravet fra 102 tidligere Kærkommen-medarbejdere skal rettes til Aalborg Kommune og ikke LG.

- Vi er vrede og målløse, men betale, det gør vi ikke, fastslår rådmand Thomas Krarup. Aalborg Kommune og KL vil have sagen for retten, skriver dknyt.

- Det er LG's opgave - ikke vores, og de løber fra deres ansvar i denne sag, så klart udtrykker Thomas Krarup sig.

Han er ældre- og handicaprådmand i Aalborg Kommune, og ifølge kurators indstilling til LG i sagen om det private plejefirma Kærkommens konkurs i marts, er der sket en virksomhedsoverdragelse til Aalborg Kommune.

Dermed hænger Aalborg Kommune og ikke LG på løn, feriepenge og pension til de 102 tidligere Kærkommen medarbejdere. Ifølge rådmanden drejer det sig om et tocifret millionbeløb.

Otte kommuner er involveret i Kærkommens konkurs. I de seks kommuner er sagen klar, og her er ikke sket virksomhedsoverdragelse. Der er lønmodtagerne godt på vej til at får deres penge fra LG, hvis de ikke allerede har fået det.

De to sidste kommuner er Hjørring og Aalborg. Kurator i Kærkommens konkurs er Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten.

102 medarbejdere mangler penge

I Aalborg Kommunes tilfælde er kurators vurdering, at der er sket en virksomhedsoverdragelse. Dermed skal Aalborg Kommune og ikke Lønmodtagernes Garantifond betale tilgodehavende løn, pension og feriepenge til de 102 tidligere Kærkommen medarbejdere.

- Vi har haft møde med kommunen og talt med tidligere medarbejdere, og der er flere ting, der er afgørende for, at vi vurderer det til at være en virksomhedsoverdragelse. Først og fremmest er, at den opgave, Kærkommen løste for kommunen blev taget tilbage af Aalborg Kommune. I den forbindelse har vi har set på forløbet omkring overgangen, og vi har kigget på hvor mange af Kærkommens medarbejdere, der har fået ansættelse i Aalborg Kommune. Det ser ud til, at der har været en målrettet rekruttering af de tidligere Kærkommen medarbejdere fra Aalborg Kommunes side, siger Boris Frederiksen til dknyt.

Han nævner, at der bandt andet har været info-møder med medarbejderne uden at ledelsen fra Kærkommen deltog.

- Endelig blev medarbejderne i Kærkommen først fritstillet efter at Aalborg Kommune havde overtaget opgaven. Dette lagt sammen gør, at vi vurderer, at der er sket en virksomhedsoverdragelse i lovens forstand i et kontrolleret forløb, siger Boris Frederiksen til dknyt og tilføjer, at de også har set på, hvor mange medarbejdere, der er kommet med over.

- Det er cirka 35-45 procent af de tidligere Kærkommen medarbejdere, det drejer sig om. Nu kan der jo komme en retssag fra kommunens side, så vi er nok ikke færdige med denne sag, pointerer Boris Frederiksen.

Rådmand Thomas Krarup er målløs over denne besked fra kurator og LG.

- Det er en fuldstændig absurd konklusion. Vi ryster på hovedet her i Aalborg. Det er ren nonsens - vi har overtaget en opgave - ikke en virksomhed, understreger Thomas Krarup over for dknyt, og spørger:

- Hvad skulle vi ellers gøre? Hvor mange dage skal der gå uden pleje? Vi kunne jo bare have ladet det hele stå til uden at gøre noget. Så var det måske ikke en virksomhedsoverdragelse. Men det er jo uansvarligt, siger Thomas Krarup.

Han forklarer, at kommunen ansatte folk efter offentligt opslag.

- Vi er forbløffede, og ja jeg er vred. LG tørrer en regning fra en privat virksomhed af på skatteborgerne, og vi afviser kravet klart og tydeligt. Vi har løst en opgave rigtig godt, og LG's eneste opgave er en forpligtelse til at betale medarbejderne. Og det ansvar løber de fra i denne sag, mener han.

KL afviser overdragelse

KL er helt uforstående over for LG's afgørelse i Aalborg sagen.

- Vi har behandlet både Hjørring og Aalborg sagerne, og vi er i KL helt enige om, at det ikke er virksomhedsoverdragelse, der er sket. Vi har ikke set sagen og afgørelsen endnu, og vi skal studere den nærmere. De to sager har kommunerne håndteret helt korrekt, og der er ikke sket virksomhedsoverdragelse på nogen måde. Vores opfattelse er, at LG bør påtage sig den forpligtelse og ikke tørre den af på kommunerne, og vi vil støtte kommunerne i at stævne LG i disse sager, siger Karsten Thystrup, kontorchef i jura og EU i KL.

Mens Aalborg-sagen er afgjort, afventer Hjørring Kommunes sag informationer fra kommunen til kurator, før den kan blive afgjort i LG.

Maria Würtz er kundechef i LG. Hun forklarer om Aalborg-sagen:

- Det er vores afgørelse ja, på baggrund af kurators indstilling. Kurator vurderer, at der er sket virksomhedsoverdragelse i Aalborg, og der er jo en årsag til, at han vurderer det. Vi følger loven om konkursbo og følger i det hele taget de regler, der er på området.


Seneste nyt

fra Nordjylland