Aalborg vinder et brag af en lydkonference
Aalborg har vundet den prestigefulde, internationale videnskabelige konference "Forum Acusticum 2011", der ventes at få op mod 1000 deltagere. Konferencen giver Aalborgs turismeerhverv en omsætning på 11 mio. kr.
En videnskabelig konference, som er lidt af et scoop for Aalborg Universitet og Aalborg by.
Sådan betegner Dorte Hammershøi, lektor og sektionsleder ved Sektion for Akustik ved Aalborg Universitet den store europæiske konference om lyd og akustik, som kommer til Aalborg i 2011.
"Forum Acusticum" afholdes hvert tredje år. I 2005 var den i Bukarest - og i år bliver den holdt i Paris.
Aalborg vandt konferencen i 2011 foran en række europæiske byer. Den endelige dato for konferencen i 2011 er ikke fastlagt endnu. Men det står klart, at den holdes på Aalborg Kongres & Kultur Center.
Konferencen arrangeres af organisationen European Acoustics Association (EAA). Blandt medlemmerne i denne organisation er Dansk Akustisk Selskab (DAS), og her finder formand Claus Møller Petersen, at det er utroligt glædeligt, at konferencen er kommet til Aalborg.
- Det viser, at vort teknisk og videnskabelige miljø inden for akustik i Danmark fortsat vurderes rigtig stærkt ude i Europa. At det er Aalborg Universitet, som viser vejen, er ikke nogen tilfældighed, siger Claus Møller Petersen.
Konferencen er kommet i hus i samarbejde med VisitAalborg Convention.
- VisitAalborg Convention er en vigtig samarbejdspartner på en række områder. Og når det gælder den aktuelle akustiske konference skal VisitAalborg Convention roses for deres opsøgende arbejde. Allerede i 2005 så de, at der her var en konference, som vi med fordel skulle byde ind på, siger Dorte Hammershøi.