Aalborg vinder første DM-semifinale
Aalborg Håndbold vandt over Skjern Håndbold i første semifinale.
Aalborg Håndbold vandt første DM-semifinale med 29-26 mod Skjern Håndbold.
Fabian Nordsten startede anden halvleg med et par gode redninger, og i den anden ende kunne Mikkel Hansen med sit fjerde mål bringe Aalborg foran med tre mål for første gang i kampen efter otte minutter af anden halvleg.
Og Fabian Nordsten forsatte sit fremragende spil mellem stængerne, så man næsten glemte, at det plejer at være Niklas Landin, der brillerer her.
Aalborg kunne for første gang i kampen trække fra med et par hurtige scoringer ved både Mikkel Hansen og Mads Hoxer, men alligevel kom der lidt spænding mod slutningen af kampen, da gæsteren fik halet lidt ind på Aalborgs føring, og træner Stefan Madsen tog en timeout. Aalborg red stormen af, og vandt kampen 29-26 og kan med en sejr den kommende søndag i Skjern sikre sig en plads i finalen.
Kampens store spiller blev målmand Fabian Nordsten.
Første halvleg med bekymringer
Der var som sædvanligt en fantastisk stemming, da Aalborg Håndbold løb på banen til første semifinalekamp mod Skjern.
Flere timer før kampen stod Danmarks bedste håndboldpublikum udenfor og tog imod spillerne, da de ankom til Sparekassen Danmark Arena.
Men det var med lidt bekymring, man gik ind til kampen, idet landskampspausen ikke havde været god for Aalborg. Aalborg var lige inde i en spillemæssig god periode, men pludselig blev målmand Nicklas Landin skadet, og det var ikke til at vide, hvor slemt det stod til med Mads Hoxers skulder, samt andre spillere med småskader.
Men det startede godt. Landins afløser i målet, Fabian Nordsten, nappede de første forsøg fra Skjerns bagskytter, mens Mads Hoxer bragede fire mål ind.
Men Skjern ville også lege med og fulgte godt med hjemmeholdet gennem hele første halvleg. Da Mikkel Hansen kom på banen, fik han dog hamret et par vigtige mål ind, så Aalborg Håndbold kunne gå til pause med 14-12 føring.
Spillet flød dog ikke og spillerne virkede overtændte, og brugte for meget unødig krudt på at skælde ud på dommeren.