Aalborgensere udpeger bedste rom

Tørstige aalborgensere har blindsmagt og udpeget ny luksusrom, som nu bliver sendt ud på det europæiske marked.

Folk i Aalborg, eller rettere deres smagsløg, kan tilsyneladende noget særligt. Derfor fik romfirmaet Skotlander Spirits for nylig over 100 aalborgensere til at give en hånd med og smage på fem variationer af firmaets nye, mørke rom.

Vinderen bliver nu sendt ud på det europæiske rommarked, hvor den lanceres under navnet 'Skotlander Cask Rum'.

- Før vi sender en ny rom på gaden, vil vi gerne prøve den af på folk først. Når folk i Aalborg giver os deres vurdering, giver det os værdifuld viden om, hvilken smag der er den rette. Vi havde hele fem forskellige variationer af lagret Skotlander rom, og gennem blindsmagning fandt vi en klar vinder, siger Anders Skotlander, der er grundlægger af Skotlander Spirits.

Skotlanders rom destilleres og lagres på Nordisk Brænderi i Hjortdal.

Skotlander Cask Rum er firmaets første lagrede rom, den har ligget på små 40-liters sherrytønder og har noter af brændt træ, smeltet sukker og peber. Den er på 40 procent alkohol.

Det lille Skotlander-bryggeri har lavet rom i Danmark i to år, og siden starten er det blevet til fire forskellige varianter, over 4.000 solgte flasker og flere end 10 internationale priser, blandt andet prisen som "verdens bedste rom" ved Miami Rum Festival 2015.

Skotlander Cask Rum kan købes hos vinbutikker landet over.


Seneste nyt

fra Nordjylland