Aalborgs politikere vil have mere sikkerhed i nattelivet

Drabet på Mia Skadhauge Stevn og Oliver Ibæk Lunds drukneulykke har sat unges sikkerhed på dagsordenen hos Aalborgs politikere.

At unge kan færdes sikkert om natten i Aalborg blev mandag drøftet på et økonomiudvalgsmøde i Aalborg Kommune. 

- Mange kvinder føler, at de er utrygge, når de går, og der er mørkt. Det skal vi have gjort noget ved. Det synes jeg er rigtig vigtigt, siger Per Clausen (EL), rådmand i klima-og miljøudvalget.

Et af forslagene lyder, at der kan laves et særligt sted i nattelivet.

- Jeg har drøftet med aktørerne i Jomfru Ane Gade, om man kunne lave en samaritrum, hvor vi har mulighed for at hjælpe unge, hvis de er blevet for fulde, siger Kristoffer Hjort Storm (DF), rådmand i senior- og omsorgsudvalget i Aalborg Kommune.

Aalborg har i mange år haft fokus på at brande sig som studieby og tiltrækker hvert år flere tusinde unge. Men trygheden halter, siger Jan Nymark Thaysen (V).

- Jeg lagde faktisk også mærke til det på et tidspunkt, hvor vi blev kåret til Danmarks næstbedste studieby. Men der hvor det haltede, det var faktisk tryghed i nattelivet.

- Det er noget jeg ved, der fylder meget, og derfor skal vi også gøre det bedre, så de unge kan føle sig sikre, lyder det fra Jan Nymark Thaysen, rådmand i By-og Landskabsudvalget.

Fokus på trafik

21-årige Oliver Ibæk Lund var eftersøgt i flere dage, inden politiet via videooptagelser kunne konkludere, at han var faldet i Limfjorden. 

Afskærmning af havnen med et hegn har også tidligere været foreslået i forbindelse med drukneulykker. Jan Nymark Thaysen (V) er dog ikke sikker på, at det er løsningen.

- Et hegn kan også være sjovt at balancere på, så jeg tror ikke, det er den eneste løsning. Og det med at hegne noget ind, tror jeg ikke er vejen at gå. Specielt ikke, hvis der også er andre greb, vi kan tage i brug.

Også trafikale løsninger blev diskuteret.

- Det er relevant at spørge om, om vi har indrettet den kollektive trafik, så den passer på de tidspunkter, som de unge mennesker skal hjem fra nattelivet på. 

- Eller har vi bare lagt ruterne der, hvor vi troede, de passede. Det er jeg ikke sikker på, vi ved, siger Per Clausen (EL).


Seneste nyt

fra Nordjylland