Årets landsby - to nordjyske byer i finalen

Det er lidt af et lokalopgør, der skal afgøres, når Årets Landsby 2022 kåres 29. august. To finale-byer er nemlig nabobyer.

To byer i Vendsyssel er med i finalen om at blive kåret til Årets Landsby 2022, som kåres den 29. august. Det er Voerså i Frederikshavn Kommune og Asaa i Brønderslev Kommune, som skal på charmeoffensiv for at overbevise dommerene. 

I weekenden skal bedømmelseskomitéen med egne øjne opleve, hvad der har gjort landsbyerne værdige til finalepladsen. I år hædrer prisen "En landsby, hvor vi tager hånd om hinanden". 

På baggrund af de tre besøg vil komitéen votere og træffe beslutning om, hvilken landsby, der har gjort sig fortjent til den ærefulde titel og den medfølgende præmie. 

Selvom byerne ligger i hver sin kommune, er de kun otte kilometer fra hinanden. Der er altså tale om lidt af et lokalopgør mellem de to nordjyske landsbyer. 

Den tredje og sidste landsby i finalen er Holtung i Stevns Kommune. 

Førstepladsen honoreres med en check på 50.000 kroner, mens anden- og tredjepladsen hver honoreres med 25.000 kroner. 

FAKTA

Asaa i Brønderslev Kommune

En by mod hjemve. Sådan forklarer klyngen af borgerne bag Samrådet Østkysten Asaas byslogan. Gennem det fælles talerør har de i deres ansøgning beskrevet, hvordan de har samlet et væld af aktivitets- og foreningsgrupper og sat sig som mål, at alle 1123 medborgere skal søges og høres. For fem år siden var byen med egne ord en soveby, som blev overset af kommunen og mængden af til salg-skilte var stigende. Nu er afvikling vendt til udvikling, og målet er indstillet mod at blive Årets Landsby 2022 gennem fællesskabsfinansierede foreningskontingenter, så særligt sårbare borgere også bliver en del af foreningslivet. Det kunne bedømmelseskomitéen ikke stå for, så landsbyen er nu sikret en plads i finalen.

Voerså i Frederikshavn Kommune

Voerså tager hånd om hinanden og skaber udvikling i udkanten. Sådan lyder mantraet, der repræsenterer de 542 borgere i landsbyen mod nord. På alle alderstrin har borgerne været engageret i at vende udviklingen; lige fra børnehavens yngste over unge og forældre i idræts- og spejderforeninger til byens ældste borgere. ’Mit Hjertes Café’ var et af de tiltag, som dommerkomitéen fremhævede i deres begrundelse for Voerså som finalist. Med fokus på både folkesundhed og den individuelle ensomhed har landsbyen i deres ansøgning sat ord på, hvordan blandt andet caféen har sat rammen om lektier, fælles ugentlige cykelture, kaffepauser og blodtryksmåling i direkte forlængelse af byens Butikshus. På rekordtid fra indvielsen i maj 2022 beskæftiger Butikshuset i dag 15 fuldtidsansatte voksne - og ungarbejdere i deres måske første job.

Holtug i Stevns Kommune

Et lille minidemokrati kalder Stevns Kommune Holtug landsby. De kun 250 indbyggere har i deres ansøgning beskrevet, hvordan de har stablet et folkekøkken på benene med fællesspisning, har aktive stigrupper, strandgrupper, børnegrupper, sanggrupper, vandaktivitetsgrupper og cykelgrupper samt en fredagsbar, der månedligt lokker indenfor i forsamlingshuset. Dét og så meget mere får Holtug til at syne af en handlekraftig og aktiv landsby på trods af størrelsen. Det dedikerede fokus på fysisk aktivitet, der engagerer alle byens borgere fra de helt små til de ældre, imponerede i dén grad bedømmelseskomitéen og sikrede Holtug en velfortjent plads i opløbet som Årets Landsby 2022.


Seneste nyt

fra Nordjylland