AAU-matematiker mod terror

40 matematikere, heriblandt adjunkt og ph.d. Nasrullah Memon fra Aalborg Universitet, samles i New York for at splitte terrorceller. De vil regne sig frem til, hvordan man fjerner nøglepersonerne i et terrornetværk.

Terrorceller
Hvordan man splitter en terrorcelle, og hvordan man kortlægger en terrorcelle. Det vil omkring 40 matematikere fra hele verden plusse, minusse og diskutere sig frem til, når de samles til en konference på torsdag og tre dage frem i New York, USA.

AAU-forsker mod terrorisme
En af deltagerne er Nasrullah Memon adjunkt og ph.d.
fra Aalborg Universitet. Hans specialeområde er, hvordan man anvender data i bekæmpelsen af terror.

- Vi vil for eksempel samle data fra forskellige efterretningstjenester og tegne et mønster. På den måde vil det blive muligt for efterretningstjenesterne at fjerne nøglepersonerne i et terrornetværk, siger Nasrullah Memon til Ritzau.

Institut for Teknologi
På Institut for Teknologi på Aalborg Universitet har man indsamlet enorme mængder af data tilbage fra terrorangrebene i 2001 mod USA. Instituttet har en kæmpe vidensbase over terrorceller og enkeltindividers potentielle planer for fremtidige angreb.

Fjerde konference
I New York er det så meningen, at informationer fra universiteter verden over samles. Det er den fjerde konference på Rochesters Tekniske Institut i New York med overskriften "Matematiske metoder til bekæmpelse af terror."

Effektive aktioner
Matematikerne vil også finde ud af, hvor effektive forskellige aktioner mod terrorceller har været frem til nu. På den måde vil de kunne anbefale visse aktioner frem for andre til den fremtidige bekæmpelse af terrorceller.

2. verdenskrig
Gennem 2. verdenskrig spillede matematikken og det såkaldte "spilteori" en vigtig rolle i den militære planlægning. Siden den krig har man fundet ud af, at matematik er en af nøglerne til at løse internationale konflikter, og her er krigen mod terror ingen undtagelse, lyder det i bekendtgørelsen for konferencen.

10 milliarder
Rochester Tekniske Institut vurderer, at USA har lagt mere end 10 milliarder kroner i udviklingen af "spilteori" siden begyndelsen af den kolde krig. En teori, hvor man finder ud af, hvordan man kan maksimere gevinsten ved forskellige handlemåder.


Seneste nyt

fra Nordjylland