Åben krig i den vendsysselske bingo-banko-verden

 Åben krig i den vendsysselske bingo-banko-verden

Efter TV2/Nord har afsløret et bankocenter i Hjørring i at omgå loven om røgfrit miljø, så har den konkurrerende bingohal i Frederikshavn nu meldt centret i Hjørring til Arbejdstilsynet

I Bingohallen i Frederikshavn er rygning forbudt og har været det siden den 15. august 2007, da loven om røgfrit miljø blev indført. Men i bankocentret i Hjørring blæser de på den ny rygelov og spiller videre i tykke tåger af tobaksrøg. Det forarger i Frederikshavn.

- Det synes jeg bestemt ikke om. Det er konkurrenceforvridende, at de ikke overholder loven i Hjørring, siger formand for fællesklubben Bingohallen Hobrogade i Frederikshavn, Mogens Johansen, til TV2/NORD.

Bingohallen i Frederikshavn har nu meldt bankocentret i Hjørring til Arbejdstilsynet. Det sker efter, at bankoleder, Peter Mogens Jensen fra Skibsby-Højene IF i Hjørring, i TV2/NORD den 30. august indrømmede, at man var meget kreativ i tolkningen af den ny rygelov. I Hjørring har man lavet en forening, som man skal være medlem af, for at få lov at komme ind og spille banko - og ryge i lukket kreds.

Arbejdstilsynet har nu bedt sundhedsministeriet se på anmeldelsen fra Frederikshavn. Ministeriet har dog tidligere givet udtryk for at man må have misforstået den ny lov i Hjørring.

Med rygning kun tilladt udenfor så overholder de loven i Frederikshavn, men mange af stam-bingo-spillerne bliver væk. Flere tager nu i stedet til Hjørring. Det kan mærkes i de seks idrætsklubber og to foreninger, der ejer Bingohallen i Frederikshavn. Bare en enkelt af klubberne har de seneste tre måneder mistet 30.000 kroner i indtjening.

Bankolederen, Peter Mogens Jensen, fra Hjørring har fredag ikke kunnet afse tid til at kommentere anmeldelsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland