Advarer om landbrugsbanker
Både private nordjyske bankkunder og erhvervsdrivende kan blive hårdt ramt, hvis de er kunde i en mindre bank med store lån til landbrugsbedrifter, der går konkurs i større omfang.
Eksperter opfordrer kunderne i banker med store udlån i landbruget til at finde sig en anden bank. Fremtiden kan byde på store tab i disse banker, advarer Finanstilsynet.
Det kan være farligt at have sin opsparing i en mindre bank, hvis banken har store udlån til landbruget. Torsdag advarede Finanstilsynet om, at der i fremtiden kan være store tab i netop den del af finanssektoren. Det får i fredag eksperterne til at råbe vagt i gevær, skriver Børsen.
Opfordringen kommer på baggrund af erfaringer, som mange bankkunder allerede har gjort sig i forbindelse med bankkrak, hvor statens selskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet, har overtaget kunderne.
- Hvis man er privat kunde og er blevet teknisk insolvent som følge af faldende huspriser, så har man virkelig problemer, hvis man bliver fanget i Finansiel Stabilitet. For den type af kunder er der god grund til at gøre noget ved det nu. En mulighed er at finde sig en anden bank, mens tid er, siger cheføkonom i Forbrugerrådet, Carsten Holdum, til Børsen.
Og i Nordjylland er der god grund til at være påpasselig. Nordjyske Bank topper listen over danske banker med udlån til landbruget. 26,1% af bankens udlån og garantier er sat i landbruget. Det svarer til lidt mere en 1,5 milliarder kroner. Også Sparkassen Hobro ligger højt på listen. Her er 17 % eller 749 millioner kroner sat i landbruget.
I Sparkassen Hobro ser man ingen grund til at frygte for bankens eksistens.
- Vi har rigtig mange gode landbrug, og selv hvis vi skulle tabe halvdele af vores udlån, hvilket vi ikke gør, så ville vi stadig ikke være lukningstruet, siger administrerende direktør Per Sønderup i Sparkassen Hobro til TV2/Nord.
Også erhvervskunder skal passe på
Lektor Jan Bartholdy fra Erhvervsøkonomisk Institut på Handelshøjskolen i Århus advarer de mindre erhvervskunder.
- Hvis man er forretningsdrivende, og ens forretningsforbindelser ser, at man er kunde i Finansiel Stabilitet, så er det måske ikke det bedste signal at sende ud, siger Jan Bartholdy til Børsen.
I Lokale Pengeinstitutter, der er de mindre bankers brancheorganisation, ser man sjovt nok ikke så sort på fremtiden. Direktør Jan Kondrup afviser, at landbrugslån kan føre til bankkrak. Han mener i stedet, at landbrugspriserne i fremtiden vil stabilisere sig.