LIGE NU:

Advarsel til hundeejere og jægere: Ræveskab

Advarsel til hundeejere og jægere. Der er et kraftigt udbrud af ræveskab. Mange ræve er smittet og hunde kan blive smittet i naturen.

Ræveskab i Vestvendsyssel
I det vestlige Vendsyssel er der konstateret et kraftigt udbrud af ræveskab, og det får vildtkonsulent Peter Have til at advare hundeejere og jægere:

- Indenfor det sidste års tid har vi fået temmelig mange henvendelser om ræve, der er smittet, og som enten er fundet døde eller er aflivet med ræveskab. Det er væsentligt flere end vi plejer at få inde på Skov- og Naturstyrelsens kontor. Så her op til jagtsæsonen og efteråret er det rimeligt at melde ud, at vi især i det vestlige Vendsyssel har et udbrud af ræveskab, som er kraftigere end det plejer at være, siger vildtkonsulent Peter Have til P4 Nordjylland.

Aflives hurtigst muligt
Ræve med ræveskab skal aflives hurtigst muligt.
Hundeejere skal være opmærksomme på, at hunde kan blive smittet med skab, når de færdes i naturen.

- Ræveskab smitter direkte til hunde, men det er også det eneste dyr, det smitter direkte til. Så det er ikke farligt for katten, pony-hesten eller mennesker. Men hvis hunden begynder at klø afsindigt eller opføre sig mærkeligt, skal man se at kontakte en dyrlæge og få råd om behandling, siger Peter Have.