Ældre får ikke nødvendig hjælp til rengøring - organisation foreslår "hygiejnemilliard"
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
En undersøgelse viser, at hver tredje ældre, der har brug for rengøringshjælp, ikke får den hjælp, de har behov for. Ældre Sagen kræver nu et økonomisk løft til området.
Hver tredje ældre, der har brug for hjælp til rengøring, får ikke den nødvendige hjælp, når de har behov for den.
Det viser en undersøgelse Det Nationale Forsknings- og Analysecenter Vive har lavet for Ældre Sagen. Undersøgelsen er baseret på et repræsentativt udsnit på knap 1500 hjemmehjælpsmodtagere over 65 år.
- En del af dem, der svarer i undersøgelsen, siger, at deres hjem er som en svinesti. Det kan vi ikke være bekendt, siger Per Tostenæs, seniorkonsulent i Ældre Sagen, til Ritzau.
Gennemsnitlig visiterede hjemmehjælpstimer per uge (2020)
Brønderslev Kommune: 3,77 timer
Jammerbugt Kommune: 3,58 timer
Thisted Kommune: 3,20 timer
Vesthimmerlands Kommune: 3,16 timer
Hjørring Kommune: 2,98 timer
Frederikshavn Kommune: 2,88 timer
Læsø Kommune: 2,80 timer
Rebild Kommune: 2,45 timer
Aalborg Kommune: 2,25 timer
Mariagerfjord Kommune: 2,19 timer
Morsø Kommune: 1,88 timer
Kilde: Ældre Sagen
Forskel mellem kommunerne
Undersøgelsen viser, at det er forskelligt, hvilket serviceniveau kommunerne tilbyder de ældre. Det er der ifølge velfærdsforsker Bent Greve en naturlig forklaring på.
- Vi har i en længere periode haft en udligningsordning, som ikke har reflekteret de økonomiske forskelle, der er mellem kommunerne, siger Bent Greve, der er professor ved Institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet.
- Derfor kom der sidste år en udligningsreform, som flytter flere penge fra hovedstadsregionen og ud i landet - blandt andet med henblik på, at kommunerne kan levere nogenlunde samme service, siger professoren til TV2 Nord.
De ældre i Hjørring Kommune får i gennemsnit 2,98 visiterede hjemmehjælpstimer om ugen. Borgmester Arne Boelt (S) så gerne, at Ældre Sagen var mere specifik i forhold til, hvordan man kan gøre det bedre for landets ældre:
- Hvis Ældre Sagen vil være de svagestes garant, så burde de gå ud og tage fat i det her og sige, at det er der, der og der, der skal løftes, siger han.
Foreslår "hygiejnemilliard"
Ifølge Bent Greve skulle serviceniveauet i de kommende år gerne blive mere ensartet i kommunerne. Ældre Sagen mener dog, at undersøgelsen fra Vive viser, at der er behov for et økonomisk løft til ældreområdet.
Derfor foreslår organisationen, at der straks afsættes en "hygiejnemilliard", så de ældre kan få gjort rent en gang om ugen.
- Vi har i første omgang foreslået et beskedent løft på en milliard kroner. Det vil være et første skridt i en genopretning til at give en bare nogenlunde værdig hjælp. Det vil måske kunne give 50 procent mere til rengøring, siger Per Tostenæs ifølge Ritzau.