Ældre skal hjælpe ældre

 Ældre skal hjælpe ældre

Frivillige ældre skal hjælpe andre ældre med at forebygge ulykker i hjemmet. TrygFonden giver 100.000 kroner til projektet.

Mellem 100 og 150 frivillige ældre fra organisationen Ældremobiliseringen i Region Nordjylland skal uddannes til såkaldte ældresikkerhedsformidlere, der skal hjælpe deres jævnaldrende med at undgå ulykker i hjemmet.

Udannelsen er et led i projektet Ældre hjælper Ældre, hvor ideen er, at frivillige, ressourcestærke ældre hjælper andre ældre, når der er brug for det til eksempelvis indkøb, lægebesøg eller småreparationer i boligen.

- Vi er glade for at kunne støtte Ældremobiliseringens arbejde for at øge sikkerheden og livskvaliteten for de ældre i Region Nordjylland. Det er meget inspirerende at se, hvordan de ældre i Ældre hjælper Ældre-grupperne træder til og tager ansvar for hinanden, og der er ingen tvivl om, at uddannelse og en forbyggende indsats mod ulykker i hjemmet kan give et løft af trygheden i de ældres hverdag, siger Anders Rye-Andersen fra TrygFondens regionale Råd i Region Nordjylland.

Det er Beredskabsforbundet og ergoterapeuter, der står for undervisningen af de frivillige. Uddannelsen består af fire inspirations- og informationsdage, som følges op af en række halvdags opfølgningsmøder. Undervisningen finder sted fra efteråret 2008 og strækker sig ind i 2009.


Seneste nyt

fra Nordjylland