Affaldsgebyr ikke længere tvunget

Nu slipper danske virksomheder for at betale for en genbrugsplads, som de ikke anvender. Forligspartierne er blevet enige om en tilmeldeordning for erhvervsaffald på landets kommunale genbrugspladser.

Forligskredsen (S, SF, R, K, V og DF) er i dag blevet enige om, at afskaffe gebyret for brug af genbrugspladser pr. 1. januar 2012. Virksomheder skal fremover aktivt melde sig til hos kommunen for at få lov til at aflevere erhvervsaffald på genbrugspladsen. Grundprincippet er, at forureneren betaler.

- Ingen virksomheder skal fremover betale gebyrer for brug af en genbrugsplads, som de slet ikke anvender. Nu skal virksomheder tilmelde sig for at kunne bruge genbrugspladsen, og det vil afskaffe unødige regninger til små virksomheder og mindske bureaukratiet i kommunerne. Jeg er glad for, at forligskredsen er blevet enige om en ny tilmeldeordning, siger miljøminister Karen Ellemann i en pressemeddelelse.

Flere nordjyske virksomhedsejere har bl.a. på TV2/Nord gjort opmærksom på det urimelige i, at virksomheden skulle betale affaldsgebyret, selvom virksomheden ikke producerer affald.

Med den nye aftale skal virksomheden altså selv melde sig til ordningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland