Aflivet for at solbade: Nu er Freja foreviget som statue
Foto: Ntb/Reuters/Ritzau Scanpix
Hvalrossen blev kun omkring seks år. Nu skal dens statue minde os om, hvor egoistiske mennesker er, lyder det.
Hvalrossen Freja er nu foreviget i sten på Kongen Marina i Oslo, hvor den i august 2022 nød den sidste solstrejf på en af de mange både i havnen, inden den blev aflivet.
Årsagen til aflivningen lød dengang, at den 600 kilo tunge hvalros var grund til for mange farlige situationer, da den yndede at lægge sig op på forskellige både, og de nysgerrige forbipasserende ikke fulgte myndighedernes anbefalinger om at holde afstand til det store dyr. Men den beslutning skabte harme verden over. Også i Nordjylland.
- Jeg synes, det er en dårlig begrundelse. Folk skal holde afstand, selvom man er nysgerrig, sagde Anika Toth, biolog hos Nordsøen Oceanarium, til TV2 Nord.
Det ændrede dog ikke dens skæbne.
I forargelse startede man derfor en indsamling, som indbragte hele 270.000 norske kroner, svarende til cirka 170.360 danske kroner, til at rejse en statue af den og ære dens minde.
- Lad os lave en statue for at ære hende og minde os om, hvor egoistiske vi mennesker er - både dem, der tog denne beslutning og folk, der undlod at følge advarslerne om ikke at komme for tæt på og genere hende, sagde Erik Holm, der stod bag indsamlingen, dengang til NRK.
Yderst sjældent besøg
Hvalrossen Freja besøgte første gang Nordjylland tilbage i februar 2021 i Vorupør i Thy, før dens rejse fortsatte til Hvide Sande, Thorsminde og jollehavnen i Hirtshals i marts 2022.
Til byen valfartede flere hundrede nordjyder for at se den sjældne gæst, hvis slags der kun er set syv af i Danmark de seneste 122 år.
For almindeligvis befinder hvalrosser sig i koldere have nordpå ved Grønland og Svalbad, mens yngre hvalrosser som Freja, der anslås til at være seks år, kan finde på at stikke af på eventyr.
Af den årsag har hendes rejse strakt sig helt til Holland og De Britiske Øer.
Se, hvalrossen Freja boltre sig ved de nordjyske kyster her.