Afsløring: Politiets nye fotovogne kan ikke måle motorcykler
Politiets nye fotovogne har siden februar kun udskrevet bøder til bilister. De kan nemlig ikke måle hastigheden på motorcykler.
10.000 bøder til bilister. Ingen til motorcyklerne. Politiets nye fotovogne kan ikke udskrive bøder til motorcyklister.
Motorcyklister slipper for bøder, når de kører for stærkt forbi politiets nye fotovogne. Laserapparaterne i de nye vogne fanger nemlig ikke al trafik.
Vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt fra Nordjyllands Politis færdselsafdeling bekræfter overfor TV2 Nord, at fotovognene kun kan registrere hastigheden på biler.
- Kan de ikke måle motorcykler?
- Ikke for nuværende. Køretøjerne er simpelthen for små til, at vi får tilstrækkelig refleksion på udstyrets laserudstyr, siger vicepolitiinspektør Ole Juul Schmidt til TV2 Nord.
- Så de virker kun på biler?
- Det kan man sige ja til, siger vicepolitiinspektøren.
10.000 bøder til biler og 0 til motorcykler
De ti nye fotovogne, også kaldt ATK'er, Automatisk Trafik Kontrol, - har været på vejene siden februar. De blev indført for at forbedre trafiksikkerheden. Men nu viser det sig altså, at de slet ikke måler motorcykler.
TV2 Nord har fået aktindsigt i bøderne, som de nye fotovogne har udskrevet. I perioden fra 1. februar og frem til 30. juni, altså fem måneder, har fotovognene udskrevet i alt 10.538 bøder i Nordjylland.
Alle bøderne er udskrevet til bilister - og altså ingen bøder til motorcyklister.
Historien vækker undren blandt bilister i Nordjylland.
- Jeg synes, det er ærgerligt, for der sker meget med motorcyklerne rundt omkring, og det giver mange dødsfald, siger Karen Poulsen fra Svenstrup til TV2 Nord.
Politiets tidligere fotovogne kunne godt måle hastighed og fotografere motorcyklerne, men disse vogne er udfaset på grund af forældet udstyr.
- Det er da træls, at det ikke fungerer optimalt, og det har vi selvfølgelig gjort opmærksom på. Jeg ved, at det centrale projekt, som implementerer de her køretøjer - det er udstyr, som vi får stillet til rådighed fra Rigspolitiet - de arbejder selvfølgelig på sagen. Jeg kan ikke sige, om det fungerer om to uger eller to måneder, men man er opmærksom på den udfordring, vi står i her, siger Ole Juul Schmidt fra Nordjyllands Politi.
Ole Juul Schmidt understreger, at manglen ved ATK-vognene ikke giver fri hastighed til motorcyklister. De bliver stadig kontrolleret af patruljevogne og håndholdt laser.