Aktiefest under corona: Nordjyderne vilde med at investere

Økonomisk har 2020 for mange nordjyder været en sand fest. Private har investeret i aktier og investeringsfonde som aldrig før, og der har været store gevinster at hente, hvis man har været heldig eller dygtig nok til at købe aktier på det helt rigtige tidspunkt, mens coronaen har hærget.

Den store nordjyske bank, Spar Nord, har her ved årets udgang gjort op, at deres aktiehandel med kunder er steget med næsten 50 procent.

Sangeren Mai Skytte er én af de nordjyder, der har kastet sig over investeringer. Hun har ikke haft haft mange jobs under coronaen, så i år er hun begyndt at investere, i et forsøg på at øge indkomsten på andre måder.

- Man siger jo, at 20´erne er det bedste tidspunkt at starte med at investere, og jeg er stadigvæk lidt i 20´erne, så jeg tænkte: nu er det nu!

Hver måned sætter Mai Skytte et beløb til side, som hun investerer i indeksfonde og aktier. Som rigtig mange andre er blevet det i årets løb, er også hun blevet bidt af at investere, mens aktierne har været helt i bund under coronaen.

Stor interesse

Hos Spar Nord har de tydeligt kunnet mærke, at interessen for at investere er steget markant. Handlen med aktier for kunder er i år steget med 46 procent og omsætningen øget med 41 procent.

- Den væsentligste interesse skyldes jo, at der har stået rigtig mange kontanter på folks indlånskonti. Alene i den danske banksektor står der 1000 milliarder til nul i rente eller til negative renter, og det er klart, at en del af de penge bliver flyttet ud i mere risikofyldte ting, forklarer Peter Møller, direktør i Aktieafdelingen i Spar Nord.

400 mia. kroner er blevet investeret direkte i danske aktier i år. Et rekordhøjt niveau, men det er nu ikke negative renter på en indlånskonto, der har fået Mai Skytte til at investere.

- Jeg er selvstændig freelance musiker, og der er ikke lige en stor, fed pension, der står og venter på mig, når jeg engang skal ud af arbejdsmarkedet, så derfor tænkte jeg, at nu bliver jeg nødt til selv at gøre noget.

Fra bund til top

Da coronaen for alvor ramte tilbage i februar og marts, begyndte et kæmpe kursdyk på langt de fleste danske aktier i det såkaldte C25 indeks, men har man turde købe dengang, og holdt ved, er der nu usædvanligt gode afkast at score.

- Efterfølgende har vi set en meget kraftig stigning på 66-67 % fra bunden i marts måned og så til i dag, så hvis man har været dygtig her, har man kunne tjene rigtig mange penge, forklarer Peter Møller.

Optur ikke slut

Er du en af dem, der med succes har kastet dig ud i et investeringseventyr i år, så er der nu ingen grund til at stå af endnu, hvis du har spredt dine aktier på flere selskaber. Det kan blive endnu bedre, lyder det fra det fra det finansielle rådgivningsfirma uvildige.dk.

- Aktierne har det med at udvikle sig i takt med den økonomiske udvikling. Så kan der være perioder, hvor vi er lidt foran kurven og perioder, hvor vi er lidt bag ud. Men grundlæggende så følger aktierne den økonomiske udvikling, og hvis der er vækst i samfundet, som der har været de sidste mange år, ja men så vil aktierne også blive ved med at arte sig, forklarer Peter Rønfeldt, der er partner i uvildige.dk.

Tal fra Finans Danmark viser, at der i år er indbetalt så mange milliarder i investeringsforeninger, at det overstiger både 2018 og 2019 tilsammen.


Seneste nyt

fra Nordjylland