Alternativt flertal vil lukke rævefarme nu
Partidisciplinen var til at tage og føle på, da regeringen i dag fremlagde sit forslag om at lukke de danske rævefarme. Den konservative Knud Kristensen har tidligere kaldt forslaget for det mest tåbelige, han har hørt - men i dag måtte han alligevel makk
Regeringens forslag om at lukke de danske rævefarme om otte til 15 år var i dag under første behandling i Folketinget. Det ser dog ud til, at forslaget bliver overhalet indenom af oppositionen og DF, der vil lukke rævefarmene med det samme. Bag det alternative flertal er blandt andre den nordjyske folketingspolitiker Bjarne Laustsen (S).
- Jeg synes, det er alt for lang tid, når man bruger begrundelsen, at det er synd for rævene. Så skal man gøre det kortere simpelthen, siger Bjarne Laustsen.
Den konservative Knud Kristensen var regeringens ordfører på forslaget. Han er selv tidligere ræveavler og er egentligt dybt imod lovforslaget, hvad enten man lukker nu eller om 15 år:
- Det her lovforslag medvirker jo til, at ræveproduktionen flytter til fjernøsten, ligeså snart den lukker her, og det betyder så, at de ræve der bliver produceret får langt dårligere forhold, forklarer han.
Fra Folketingets talerstol meldte Knud Kristensen sig dog under regeringens faner. Han støtter sin justitsminister og stemmer for forslaget om at lukke farmene. Men det undrer Socialdemokratiets Bjarne Laustsen.
- Jeg synes, Knud Kristensen skulle stå fast på det, han sagde i Nordjylland, frem for at sige noget andet herovre i Folketinget. Det synes jeg er uværdigt, mener Bjarne Laustsen.
Men Knud Kristensen mener, at han har gjort, hvad han kan:
- Jeg har gjort det, jeg synes, er min opgave. Det er mit syn på tingene, og jeg har forsvaret det, det jeg kan - og jeg har fremført de argumenter, der kan fremføres, og så kan jeg ikke komme videre, siger han.