Alvorligt syge skal køres udenom Hobro
Alvorligt syge akutte medicinske patienter skal ikke længere køres til det akutte modtageafsnit på Hobro Sygehus. Det fortæller DR Nordjylland.
Sundhedsstyrelsen har krævet kørslerne stoppet. Og det er egentlig fornuftigt, mener det socialdemokratiske forretningsudvalgsmedlem Henrik Ringbæk Madsen fra Hobro.
- Først og fremmest så er det et spørgsmål om patientsikkerhed og tryghed for befolkningen i Himmerland, at de får præcis den samme behandling og service, som man får i Aalborg, Hjørring og Thisted, siger han.
Sundhedsstyrelsen kræver alvorligt akut syge patienter kørt til et sygehus, hvor der er narkoselæger døgnet rundt.
Hidtil har ambulanceførere i det sydlige Himmerland vurderet, om de akut syge patienter kunne køres til Hobro eller skulle til et sygehus med narkoselæger.
Men fremover skal alvorligt akut syge patienter i Himmerland i stedet køres til Aalborg, Randers eller Viborg afhængig af, hvor de bor. Kun hvis narkoselægen i akutlægebilen vurderer det, kan patienter køres til Hobro.
- Sundhedsstyrelsen ønsker meget ensartethed. Det er egentlig for at undgå utilsigtede hændelser.
Ifølge regionens forvaltning vil det betyde omkring 260 færre kørsler til Hobro.
Henrik Ringbæk Madsen afviser, at de patienter har fået dårligere behandling, fordi de er kørt til Hobro
- Vi har ikke fået nogen informationer om, at der er gået folk til, eller at de på anden måde har fået dårligere behandling, siger han.