Amnesty redder liv med breve
I Aalborg kunne interesserede i dag skrive breve for at støtte ulovligt fængslede over hele kloden
I Aalborg blev der søndag skrevet breve til mennesker rundt i verden, der sidder uretfærdigt fængslet eller på anden måde får deres rettigheder krænket.
Verdens største græsrodsbevægelse for menneskerettigheder Amnesty International holder i november og december brevskrivningskampagnen Skriv for Liv.
Det er tredje år i træk, og det handler om at skrive breve til og for mennesker, der rundt i verden sidder uretfærdigt fængslet eller på anden måde får deres rettigheder krænket.
Kampagnen afholdes i hele verden, og søndag eftermiddag var den i Aalborg, hvor der var skrivecafé i det lokale Amnesty center.
Der var 19 personer med til begivenheden, og arrangøren Peter Als var godt tilfreds.
- Måske lyder 19 personer ikke af så meget, men hvis man tænker på at det er rundt i hele verden, der bliver skrevet breve, så bliver det til tusindevis, der nok skal gøre en forskel, siger han.
Sidste år lykkedes det organisationen at få sendt 2,3 millioner breve fra 143 lande rundt i verden.
Skrivecaféen afholdes i Aalborg igen den 7. december.