ANALYSE: Nu kan Venstre lettere komme tilbage til blå blok
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Et hemmeligholdt møde med Ellemann og nordjyske V-folk lettede ikke stemningen.
Venstres nordjyske bagland håbede, at når Jakob Ellemann-Jensen kom tilbage fra sin sygeorlov, ville meningsmålingerne flytte sig.
Det har de gjort - men ikke i den retning, partiet kunne ønske sig:
Tilslutningen til partiet er gået fra dårlig til værre.
På et lukket møde for nogle uger siden med nordjyske medlemmer af Venstre, hvor den nu forhenværende partiformand var til stede, lød der mange kritiske røster. Især udsigten til en CO2-afgift på landbruget gør ondt på især den - store - del af det jyske Venstre, der har rødder i landbruget.
I Venstre lyttes der, når Christian Mejdahl, tidligere respekteret formand for Folketinget og på mange måder indbegrebet af en Venstre-mand, ytrer sig
At Venstre gik i regering med S, har nogle mere eller mindre accepteret. Uden at alle nødvendigvis knuselsker projektet.
I Venstre lyttes der, når Christian Mejdahl, tidligere respekteret formand for Folketinget og på mange måder indbegrebet af en Venstre-mand, ytrer sig. Skønt 83 år er den tidligere Løgstør-borgmester stadig skarp i mælet, når man spørger ham.
Og han er blandt dem, der ikke er overbevist om, at det var klogt at gå i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne.
For en del af baglandet er det udsigten til dårlige resultater ved de tre valg, vi ved venter forude, der vejer tungt. Skal der rettes op på kursen forud for næste års valg til Europa-Parlamentet og kommunal- og regionsrådsvalg året efter, skulle der ske “noget”.
Og ske noget nu.
Ellemann-Jensens afgang er første skridt.
Men fortsætter Venstre i regering?
Nu skal Venstre have ny frontfigur.
Da regeringens tre partiledere gæstede Musikkens Hus i Aalborg 13. september, var det mere end tydeligt, at regeringens top talte to rutinerede, indsigtsfulde - og i forhold til magtspillet - rå partiledere - og så Jakob Ellemann-Jensen.
Har partiet nogen, der kan træde i karakter og bedre end den nu forhenværende partiformand matche de to andre i regeringens top?
Det har længe stået klart, at Ellemann-Jensen og Inger Støjbergs stormfulde og mislykkede parløb som Venstre-ledelse, umuliggjorde et blok-samarbejde
Eller er Ellemann-Jensens et varsel om, at tre parti-regeringen (ligesom den forrige, hvor S og V sad sammen) ikke holder?
Åbenbart har forviklingerne og udskiftningerne i Venstre været så mange, at heller ikke statsminister Mette Frederiksen kan holde helt styr på Ellemann-Jensens titler.
I et opslag på Facebook beklager statsministeren, at Ellemann trækker sig som formand og forsvarsminister - selv om han på det seneste faktisk ikke har været forsvarsminister, men økonomiminister!
Fejlen er dog efterfølgende rettet.
I Venstre er en ny generation på vej frem, efter at Karsten Lauritzen og mange af hans jævnaldrende har forladt politik. To af dem, Marie Bjerre og Mads Duedahl, er nordjyder, og de udgiver senere på måneden sammen med andre på samme alder en bog om, hvor Venstre efter deres mening skal bevæge sig hen.
Bogen begyndte de at skrive, før Venstre gik i regering. Nu vil den formentlig blive læst med ekstra stor interesse som et bud på, hvor det tidligere så store liberale parti er på vej hen.
Tilbage i blå blok - eller?
Det har længe stået klart, at Ellemann-Jensen og Inger Støjbergs stormfulde og mislykkede parløb som Venstre-ledelse, umuliggjorde et blok-samarbejde, der talte begge personer.
Nu er den forhindring - som man ser det i Venstres nordjyske bagland - væk.